Passive sætninger

Passive sætninger: Dette skal du være opmærksom på, inden du bruger passiver

Passivkonstruktioner bliver ofte kritiseret af tekstforfattere, men inden for udvalgte genrer, har passive sætninger stadig en berettigelse.

Vi gør dig lidt klogere på, hvad du skal overveje, inden du skriver passive sætninger.

Hvad er passive sætninger?

Inden vi begynder på de gode råd, giver vi dig en lynhurtig forklaring af, hvad passiver er. Lad os se det i det store billede af, hvordan danske verber opfører sig:

  • Infinitiv: At spise
  • Imperativ: Spis
  • Præsens: Spiser
  • Præteritum: Spiste
  • Passiv: Spises
  • Præteritum participium: spist
  • Præsens participium: Spisende

Danske verber kan variere i tempus, modus og diatese. Diatese inkluderer passiv og aktiv.

Passiv med ‘at blive’:

  • Aktiv: Han spiser en burger
  • Passiv: Burgeren bliver spist af ham

Passiv med ’s’:

  • Aktiv: Jacob Haugaard indleder Grøn Koncert
  • Passiv: Grøn Koncert indledes af Jacob Haugaard

Hvis vi identificerer subjekt, verballed og objekt i det nederste eksempel, er det tydeligt, hvad der sker, når vi anvender passiv.

  • Jacob Haugaard (subjekt) —— indleder (Verballed) —— Grøn Koncert (objekt)
  • Grøn Koncert (subjekt) —— indledes (Verballed) —— af Jacob Haugaard (agens)

I den aktive sætning er ’Jacob Haugaard’ subjekt, mens ’Grøn Koncert’ er objekt. I den passive sætninger bliver posen rystet, så ’Grøn Koncert’ er subjekt, mens ’Jacob Haugaard’ analyseres som ’agens’.

Agens = En grammatisk fortegnelse for det logiske subjekt i en passiv sætning.

Nu er vi færdige med den grammatisk forklaring. Én hovedpointe, du bør tage med: I passive sætninger bliver objektet omdannet til subjekt.

Hvad gør passiver ved din tekst?

Mange tekstforfattere sværger til det aktive sprog. Derfor ser du ofte følgende punkter på lister over skrivetips:

  • Skriv aktivt
  • Undgå passiver

Men hvad gør passiver egentligt ved din tekst? Det tager vi et kig på herunder.

  • Passiver kan anonymisere/gemme forfatteren
  • Jeg vil anmelde den nyeste James Bond film
  • Den nyeste James Bond film vil blive analyseret

 

  • Passiver kan gøre din tekst mindre personlig
  • Jeg vil give dig information om passive sætninger
  • Her gives informationer om passive sætninger

  

  • Passiver kan gøre din tekst sværere at læse
  • Sundhedsfagligt personale bør foretage tests og vacciner
  • Det anbefales, at tests og vacciner foretages af sundhedsfagligt personale

  

  • Passiver kan gøre din tekst mindre spændende
  • Manden med øksen slog Torben ihjel
  • Torben blev slået ihjel af manden med øksen

Er det en god ide at bruge passive sætninger?

Alle tekstforfattere vil formentligt svare ”nej” til dette spørgsmål – men nu prøver vi at lege djævlens advokat.

For det første bør du overveje tekstens genre og felt. Passive sætninger er blandt andet mere udbredte og generelt mere accepterede i den akademiske genre.

For det andet kan det være helt fint at bruge passive sætninger, hvis det er ligegyldigt for teksten, hvem der udfører en handling. Det kan eksempelvis være i brugsanvisninger, regler eller opskrifter.

  • Kagen sættes i ovnen ved 180 grader
  • Parkerede biler fjernes uden varsel

For det tredje kan passiver bruges i overskrifter for at skabe interesse:

  • Hvorfor blev Marie bortført?

Der er altså flere eksempler på, at du ikke behøver at afskrive passive sætninger 100% fra dit sprog. De fleste sprogkyndige anbefaler dog, at du så vidt muligt holder dig til aktive sætninger.

Skal vi hjælpe dig med tekstarbejde, korrektur eller har du spørgsmål? Vi er klar til at besvare alle dine spørgsmål – og vi giver gerne et skarpt tilbud.

Kontakt os for tilbud eller spørgsmål

Udfyld og send

Cookie politik

Gennem at besøge dintekstforfatter.dk så accepterer du vores cookie & privatlivspolitik samt persondatapolitik.